Historien om Frellsen

—

Firmaet ”I. M. Frellsen” blev grundlagt af Julius Muldorff Frellsen (1867-1942) i 1897. Dengang var det et lille dropskogeri med hjemsted i Slagelse, til en start kun med to ansatte: en dropskoger og et bybud. 

Af Eva Tønnesen, fhv. stadsarkivar​

Frellsen var en driftig mand, så firmaet udviklede sig, og i 1912 flyttede han produktionen til Roskilde. Her havde han købt en større byggegrund på adressen Ringstedgade 32, hvor han opførte en villa og bagved en moderne sukkervarefabrik, udstyret med tidens nyeste maskiner, der under hygiejniske forhold kunne fremstille bolcher og andre sukkervarer. Disse varer solgtes over hele landet. I mange hjem var det almindeligt, at man havde en dåse bolcher stående til at byde af. Det var også kutyme i de fleste købmandsforretninger og dem var der mange af i mellemkrigstiden - at byde kunderne eller i det mindste deres børn på et bolche efter endt handel. Gamle Frellsen døde i 1942, og den ældste søn, Henning Muldorff Frellsen (1904-1945), førte sukkervarefabrikken videre i sin fars stil, men det var trange tider for sukkervarefabrikation på grund af sukkerrationering under besættelsen.

Ole Frellsen
Lise Nørgaard kendte familien og har beskrevet sit herlige barndomsvenskab med den yngste søn, Ole Frellsen, i sine erindringer. Han var en mester i at klatre op til pigernes værelse på 1. sal, når de havde stuearrest. Hun skriver: ”Vi knasede lystigt de forbudte bolcher, som Ole havde medbragt fra sin fars fabrik og svælgede i de kager, som han havde hugget i det hjemlige spisekammer. Det var byens bedste bagværk, for Oles mor, fru Thora Frellsen, gik for at være ekspert i hjemmebag…” . Ole Frellsen fravalgte en studentereksamen, ligesom Lise Nørgaard - og gik ud af 1. G. I stedet blev han bankuddannet som vekselerer. Frellsen begyndte snart at udnytte sit forretningstalent. Et af hans projekter var relateret til transport. Efter krigen var der stor mangel på biler, idet privatpersoner ikke frit kunne importere biler på grund af meget strenge valutarestriktioner. Firmaer kunne skaffe valuta og importere de eftertragtede transportmidler. Frellsens idé gik ud på at oprette et firma og anskaffe en vognpark for siden at udleje bilerne til private. Det gik også strygende til en start, der kom filialer i Køge, Næstved og Ringsted, men efterhånden blev importrestriktionerne ophævet, og så ville folk hellere købe deres egen bil end leje. Bileventyret fik herved en brat ende. Det slog ikke Ole ud.

Ole Frellsen som leder af familiefirmaet
For i mellemtiden var der sket noget, der helt ændrede Oles fremtidsudsigter: en dag i slutningen af 1945 var broderen Henning kørt galt med sin motorcykel på vej til Holbæk og var omkommet. Den mellemste bror var ved at uddanne sig til farmaceut og havde ikke lyst til at springe fra studiet. Derfor blev det Ole, der overtog den efterhånden ret hensygnende fabrik. Men det skulle hurtigt ændre sig.

Afsætningen steg nu så voldsomt, at fabrikken måtte til at indføre treholdsskift for at klare efterspørgslen. Det gav kapital, der kunne investeres i andre foretagender. Fabrikanten havde en idé om, at der var kundeunderlag for at afsætte chokolade ved siden af bolcherne. Men det skulle vel at mærke være fine kvalitetsprodukter. Chokoladen blev importeret. Her efter blev alt håndlavet og kvaliteten løbende kontrolleret. Sideløbende begyndte fabrikanten at opkøbe skrantende slikbutikker rundt omkring i landet for at opbygge sin egen kæde af detailbutikker til afsætning af sine chokoladevarer. Den første Frellsen-butik åbnede i 1949 i Holbæk.

Midt i 1950’erne var rammerne i Ringstedgade for den stadigt stigende produktion nu af sukkervarer og chokoladevarer sideløbende ved at være for små. Der kunne simpelt hen ikke bygges mere på grunden med skorstenen som fabrikkens stolte varetegn. Derfor købte Frellsen en byggegrund på 14.000 kvm på Industrivej i et nyt industrikvarter nord for Københavnsvej i Roskilde. Det kunne dengang erhverves for en pris af 7 kr. pr. kvm, i alt ca. 100.000 kr. I 1958 kunne administrationen og dele af produktionen flytte ind i større nybyggede fabriksbygninger på Industrivej 14.

Ole Frellsen var stadig på jagt efter nyheder til de slikhungrende kunder. Om sommeren var is en efter - spurgt vare, og nu var der kommet en ny type is på markedet i udlandet, den såkaldte softice, der havde en mere lind konsistens end den traditionelle is. Han anskaffede derfor en af de første softice-maskiner i Danmark til sin forretning i Helsingør i sommeren 1956, og han var den første til at introducere denne type is i Jylland. Det blev en stor succes. Fidusen for Frellsen var, at han kunne sælge is om sommeren og chokolade om vinteren. Til gengæld gik bolchesalget tilbage, og midt i 1960’erne stoppede Frellsen derfor produktionen heraf, og de gamle bygninger i Ringstedgade blev forladt.

Omkring 1970 blev sortimentet i chokoladebutikkerne udvidet med flødeboller. Da Frellsen ikke var tilfreds med kvaliteten hos sine leverandører, besluttede han selv at producere flødebollerne. Især var det vigtigt, at de var frisklavede. Derfor skulle der køres nye forsyninger ud flere gange om ugen, det samme gjaldt for øvrigt også chokoladevarerne. Flødebollerne blev en overgang firmaets mest efterspurgte vare.

Kaffe og kvalitet
Fra chokolade var springet til et andet nydelsesmiddel, nemlig kaffe, ikke stort i Ole Frellsens optik. I 1962 åbnede den entreprenante direktør den første kaffeforretning. I løbet af en halv snes år etablerede han egen import, risteri og pakkeri. Også her satsedes på kvalitet. Da denne del af firmaet toppede havde Frellsen 150 kaffeforretninger. Men midt i 1970’erne ændrede markedet sig. Nu købte kaffedrikkerne vakuumpakket kaffe i det lokale supermarked. Frellsen fulgte med udviklingen, lukkede efterhånden de mange detailforretninger og gik over til grossistvirksomhed. Han solgte herefter sin kaffe til virksomhedskantiner, institutioner, hoteller, m.v. Men kvaliteten var stadig i højsædet. Hver morgen smagte Ole Frellsen selv på de første ristninger for at sikre sig, at kvaliteten var i orden.

En af grundene til Ole Frellsens succes var hans evne til hele tiden at have fingeren på pulsen i markedet for firmaets produkter. Desuden fulgte han med i firmaet internt helt ned på butiksniveau. Han ringede hver morgen rundt til alle butikker for at høre, hvordan det gik. Salgstallene var vigtige, men han kunne også spørge til problemer med korrekte leverancer fra fabrikken (forkerte, for få eller for mange varer), kvalitetsproblemer, eller hvordan det gik med deres nærmeste konkurrenter. Herved lærte han alle betroede medarbejdere at kende. Han besøgte dem også jævnligt. Der var således ikke noget, der blev henvist til tilfældigheder. Dette gjaldt i øvrigt også for chokoladebutikkerne.

Efterhånden kom Frellsen op på omkring 150 kaffeforretninger, da afsætningen toppede 1977-78. Men da kom der uventet konkurrence. Nu kunne man forhandle vakuumpakket kaffe, og det blev en mærkevare i supermarkederne, der ofte gav tilbudspriser på denne vare. Det kunne Frellsen ikke konkurrere med. De forhandlede jo friskmalet kaffe i deres butikker. Det blev nødvendigt at lukke de mange detailbutikker. I stedet gik firmaet over fra detailhandel til engroshandel. Frellsen solgte nu direkte til kantiner, cafeterier, m.v. kort sagt til catering. Det gav snart en lige så stor indtjening som detailhandlen. Som sædvanlig havde Ole Frellsen fingeren på pulsen.